P. S. Krøyer
Skagensmaleren P.S. Krøyer hvedebrødsdage i Stenbjerg
(Artikel i Thisted Dagblad 1979)
Krøyer og Marie nød deres hvedebrødsdage i Stenbjerg.
I denne tid, hvor den dansk-norsk-svenske filmproduktion har Krøyer-filmen på beddingen og hvor man venter spændt på søsætningen af denne film beretning af svenskeren Kjell Grede omkring sidste århundredes skagensmalere, kan man ikke lade være at sende tankerne til det lille fiskerleje, hvor P. S. og Marie Krøyer for første gang indåndede den atmosfære og så det lys som de senere kunstnerisk skulle nyde godt al i så fulde drag på Skagen.
Det var nemlig i Stenbjerg, Krøyer for første gang stiftede bekendtskab med den barske fisker- og Vesterhavs-atmosfære, der betog ham så stærkt.
I sommeren 1889, hvor den norskfødte Peder Severin Krøyer fik dansk statsborgerskab blev han den 23. juli gift med Marie Martha Triepcke, der stammede fra et velhavende københavnerhjem som datter af væveridirektør Max Triepcke.
Vielsen fandt sted i Augsburg, hvor brudens forældre på det tidspunkt havde deres hjem. Marie var en smuk kvinde, og digteren Sophus Schandorh sendte sin hyldest fra Paris med bl.a. følgende strofe:
Ja, Hymnen skal bruse mod dig ud dens omkvæd jeg ej vil fortie aldrig så jorden fagrere brud end Krøyers lille Marie.
Hvedebrød
Det blev den siden 1790 kgl. priviligerede kro i Stenbjerg, de nygifte valgte som rammen om deres hvedebrødsdage. Krøyer og hans fagre Marie har vel foretrukket stedet, fordi de var klare over, at her ville de få fuldkommen ro til at nyde det nyslåede ægteskab og til at male.
Krobygningen, de boede i den gang, var ikke den samme som nu, idet den siden har været brændt ned.
Stenbjerg malerier
I sine hvedebrødsdage i Stenbjerg malede Krøyer billeder af sin smukke hustru, men også det for ham nyopdagede stærke lys ved havet inspirerede ham til at male landingspladsen i Stenbjerg, et billede som han skænkede til sin gode ven apotekeren og forfatteren Otto Benzon, og som nu har fundet sin plads på Skagens Museum.
Lina Stage Jensen